Når du ikke længere ved, om du kan stole på den anden

Et tillidsbrud kan ændre noget grundlæggende mellem jer. Det, der før føltes trygt, kan pludselig blive usikkert.

Måske er der sket en utroskab. Måske fylder jalousien, mistanken eller behovet for at vide, hvor den anden er, og hvem de skriver med.

Den ene søger svar og forsøger at forstå, hvad der er sket. Den anden kan føle sig presset, overvåget eller opleve, at intet svar længere er godt nok.

Ofte handler det ikke kun om det, der er sket - men om hvorvidt I kan finde tilbage til en relation, hvor der igen er plads til tillid.

Par med følelsesmæssig afstand efter et tillidsbrud

Når tilliden er brudt, kan I reagere meget forskelligt

Den, der føler sig svigtet, kan få et stærkt behov for at forstå, hvad der er sket. Spørgsmålene kan blive ved med at komme. Måske opstår der også et behov for at tjekke telefonen, vide hvor den anden er eller få bekræftet, at det ikke sker igen.

For den anden kan det opleves helt anderledes. Måske fylder skyld eller skam. Måske bliver det svært hele tiden at skulle svare på de samme spørgsmål, og reaktionen bliver at trække sig, blive irritabel eller forsøge at lægge det skete bag sig.

Så kan I ende i et mønster, hvor den ene søger mere kontakt og sikkerhed, mens den anden trækker sig mere væk.

Begge forsøger måske at få situationen til at blive mere tålelig - men reaktionerne kan samtidig skabe endnu større afstand mellem jer.

Kvinde oplever uro og jalousi i parforholdet

Når jalousien tager over

Jalousi kan opstå, når noget i relationen føles usikkert. Måske bliver du særligt opmærksom på, hvem din partner taler med, hvor blikket falder, eller hvad der sker på telefonen.

Tankerne kan hurtigt begynde at lede efter tegn. Er der noget, jeg ikke ved? Er jeg stadig den, min partner ønsker at være sammen med? Kan jeg stole på det, der bliver sagt?

Nogle gange er jalousien opstået efter et konkret tillidsbrud. Andre gange kan den hænge sammen med tidligere erfaringer, frygten for at blive forladt eller en utryghed, der bliver aktiveret i relationen.

Det betyder ikke, at jalousien skal have lov til at styre forholdet. Men det kan være vigtigt at forstå, hvad der sker i dig, når den bliver aktiveret.

Hvordan arbejder vi med det i parterapien?

Når tilliden er blevet usikker, handler samtalerne ikke om at afgøre, hvem der har de rigtige følelser eller reaktioner.

Vi undersøger i stedet, hvad der er sket mellem jer, og hvad der sker, når utrygheden bliver aktiveret. Hvad får den ene til at søge svar, kontrollere eller presse på? Og hvad får den anden til at trække sig, forsvare sig eller lukke ned?

Hvis der har været utroskab eller et andet tillidsbrud, er det samtidig vigtigt, at det, der er sket, ikke bliver gjort mindre, end det er. At forstå hinandens reaktioner er ikke det samme som at fjerne ansvaret.

Målet er at skabe et rum, hvor I kan begynde at tale om det svære uden straks at ende i de samme mønstre - og undersøge, om og hvordan tilliden mellem jer kan bygges op igen.

Par i samtale med psykoterapeut om tillid i parforholdet